Om Rødder

Smag, bæredygtighed, kød fra glade dyr og biodynamisk grønt er kerneværdierne, når Rødder bringer godtfolk sammen ved langborde til sociale spiseoplevelser i uformelle og afslappede rammer.

Rødder er et unikt madkoncept. Pop-up-restauranter, catering, vinsmagninger og foredrag er bare nogen af de ting, vi tilbyder. Fælles er visionen om at samle mennesker om det gode og rustikke måltid.

I 2010 besluttede to venner, Esben og Solfinn, at slå pjalterne sammen og skabe et fælles madprojekt: Rødder. Passionen for gode, lokale råvarer og naturlig vin var omdrejningspunktet og har været det lige siden.

For Rødder er det altafgørende at kende de producenter, der leverer råvarerne. Vi vil vide, hvor både gris og gulerødder kommer fra, så vi er sikre på kun at servere den allerbedste kvalitet. Vi samarbejder med små lokale producenter fra Sjælland og Lolland-Falster, hvor der er kælet for produkterne.

Kødet er som udgangspunkt altid økologisk eller fra friland, og grøntsagerne er biodynamiske eller økologiske. Men det lokale er vigtigt for os, så hellere et dansk æble end et økologisk fra Italien.

Vinen skal være autentisk og skabt med respekt for naturen uden tilsætning af svovl og sulfitter. Udover at servere vin til vores arrangementer har vi en vinbutik på Ravnsborggade, Rødder & Vin, hvor Solfinn tegner og fortæller om udvalgte dråber.

I Rødder serverer vi mad og vin, der både tager hensyn til miljøet og smagsoplevelsen. Mad med omtanke og mad som socialt samlingspunkt.

Vi vil meget gerne dele vores passion med dig. Tag med til vores månedlige pop-up-restauranter, kig forbi Rødder & Vin eller lad dig friste af vores menuer.

Du er også velkommen til at skrive til os på info@rodder.dk, hvis du har spørgsmål eller brug for mere info.

1502251_808461839205022_5160757430644233010_o